Af Kirsten Rask

S ser frem til flere palliative indsatser i Region Sjælland.

S ser frem til flere palliative indsatser i Region Sjælland.

 

“En dag skal vi alle dø”sagde Søren Brun - hvorefter Nuser svarede: “ja, men alle de andre dage skal vi ikke”

 

Selv om det heldigvis “først” er den sidste dag, vi skal dø, betyder det ikke, at vi ikke skal forberede det - hverken for det enkelte menneske og familiens vedkommende, politisk eller for de medarbejdere som vi er i kontakt med den sidste tid.

De fleste mennesker ønsker i virkeligheden at dø hjemme, såfremt det er muligt og de rette tilbud er til stede.

Den socialdemokratiske regionsrådsgruppe er optaget af, at flest mulige får opfyldt deres ønske.

I Region Sjælland viser opgørelser at relativt mange flere mennesker (sammenlignet med feks. Region Midt) afslutter livet på vores medicinske afdelinger - på trods af borgerens ønske om noget andet - hvilket ikke er den bedste beslutning hverken for den enkelte, eller for vores sygehuse, som er pressede af både mange patienter og for få medarbejdere.

Derfor har Region Sjælland i Budget 24 afsat yderligere 3 mio kr årligt til at styrke den palliative indsats (palliativ = lindrendende) i det kommende år, hvor indsatsen for at borgeren kan få den nødvendige lindrende behandling i hjemmet/på plejehjemmet intensiveres, således at indlæggelse undgås, såfremt det er muligt og i overensstemmelse med borgerens ønske.

 

Men penge gør det ikke alene - der skal sættes ind på flere områder

Kirsten Rask / Medlem af Regionsrådet og Kommunalbestyrelsen

Men penge gør det ikke alene - der skal sættes ind på flere områder, lad mig blot nævne:

  • tale med sine nærmeste om hvordan vi ønsker vores sidste tid skal være
  • systematiske samtaler mellem læge, sygeplejerske/andet sygeplejefaglig medarbejder om hvilke tanker den enkelte, og dennes nærmeste, har gjort sig om sin sidste tid.- og nedskrivning af dette i journalen.
  • samarbejde mellem sygehuse og kommuner/plejehjem i klyngesamarbejdet*
  • samarbejde mellem plejehjem/hjemmepleje og e-hospitalet**
  • opfordre borgere til at udarbejde livs- og behandlingstestamente***
  • opfordre borgere til at udarbejde fremtidsfuldmagt****

 

I den socialdemokratiske regionsrådsgruppe er vi meget tilfredse med at der kommer øget fokus på dette vigtige område og vi ser frem til at arbejdet med den palliative indsats nu bliver forbedret.

Arbejdet bliver forankret i Sygehusudvalget, hvor vi vil arbejde med at bruge pengene mest muligt konstruktivt og til gavn for flest mulige borgere.

 

På den socialdemokratiske regionsrådsgruppes vegne

 

Kirsten Rask

Regionsrådsmedlem (A)

Fakta bokse

* klyngesamarbejde = samarbejde mellem akutsygehuset og visse omkringliggende kommuner. * * e-hospital = virtuelt hospital som understøtter plejehjem med feks. stuegang og faglig understøttelse lægefagligt og sygeplejefagligt * ** livs- og behandlingstestamente = Med et behandlingstestamente kan du sikre, at lægerne følger dine ønsker til behandling, hvis du ikke selv er i stand til at give besked. Hvis du ikke har registreret dine ønsker i behandlingstestamentet, vil lægerne som udgangspunkt gøre, hvad de kan for at holde dig i live. Hvis du allerede har et livstestamente, kan du vælge at beholde det eller ændre det til et behandlingstestamente.
  • *** fremtidsfuldmagt = En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold. Du vælger selv, hvad en fremtidsfuldmagt skal indeholde. 

Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du ikke længere kan varetage dine forhold på de områder, som er omfattet af fremtidsfuldmagten. Det kan ske, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket eller lignende.

En fremtidsfuldmagt er et frivilligt og privat alternativ til en almindelig fuldmagt og til at være under værgemål.