Tag-arkiv: Beskikkelsesordningen

Vi skal vide, hvad vi får

Genindfør beskikkelsesordning for translatører og tolke

Erhvervsministeriet afskaffede Beskikkelsesordningen for translatører og tolke pr. 1. januar 2016, hvilket betyder at enhver som mener de kan tale og forstå dansk og et fremmed sprog, kan nedsætte sig som tolk.

Der er med andre ord, ingen kvalitetssikring på området.

Dét giver kaos på området og underminerer de der møjsommeligt har uddannet sig til Cand.ling.merc og som har de rette kompetencer for at kunne oversætte på et højt niveau.

Lige nu hører vi i medierne om tolke på sundhedsområdet, som ikke engang kan sproget, hvilket kan have katastrofale følger for den enkelte patient – det er simpelt hen ikke godt nok.

At tolke er jo andet og mere end at oversætte ord for ord – at tolke er også at kende til hvad der menes med ord og måden de sammensættes på, egn for egn.

Vi behøver ikke at gå længere end til dansk for at komme med et eksempel på dette: “det er da meget godt”, som i hovedstadsregionen betyder “det er da rigtig godt”, men som på jysk siges og forstås som: “joh…   det er vist lidt halvskidt”

Så nu må Erhvervsministeriet på banen, og se at få genindført Beskikkelsesordningen for translatører og tolke, så virksomheder og offentlige instanser véd hvad de får, får de får oversat af en beskikket translatør/tolk.

 

Kirsten Rask
Regionsrådsmedlem Region Sjælland (A)
Kandidat til Regions- og Kommunalvalg (Kalundborg) 2017