Når patienter og sundhedspersonale siger,

der er blevet mere travlt…..

Så er der noget om snakken……

 For mens antallet af sundhedsfaglige medarbejdere er vokset med otte pct. på ti år, er antallet af administrative medarbejdere vokset med hele 30 pct., viser ny undersøgelse.

I samme tidsrum er de ambulante undersøgelse steget med knap 30% og indlæggelserne steget med 11,5 %

I psykiatrien er de ambulante behandlinger steget med ca 44% fra  2010 til 2015, mens antallet af indlagte er stagneret i samme tidsrum.

Bevares…     der har også været et stadigt krav om 2% produktivitets-øgning, så set på den måde, så skal der jo behandles flere patienter for de samme penge.

Men….

Vi hører beretninger fra patienter og pårørende om, at der ikke er tid til dem, at de ikke får f.eks. mad, medicin og toiletbesøg/bleskift til tiden, og at informationsniveauet kunne være bedre.

Vi hører beretninger om medarbejdere som bryder grædende sammen under byrden af arbejdet, at de ikke kan nå det mest basale, men må nøjes med det allermest påtrængende – hvis det er muligt.

Vi hører beretninger om, at patienterne flyttes rundt på afdelinger, fordi der ikke er plads til dem i dén afdeling, som har netop deres speciale.

For selv om der kommer flere patienter igennem på kortere tid, så betyder det ikke, at behandling, pleje og informationsniveau kan reduceres – tvært imod øges krav og belastninger til medarbejderne proportionalt med patientantallet.

Ikke fordi jeg ikke værdsætter de administrative medarbejdere, eller har noget imod dem, tvært imod. Alle løser vigtige opgaver omkring patienterne – men prioriteringen skal være den rette, så der er de rette medarbejdere til at løse opgaverne, som giver borgerne kvalitet, sikkerhed og tryghed – giver “Værdi for borgerne”.

Så måske skal man i regionerne kigge på, at der ”let” kan findes økonomi til ca. 30% flere administrative medarbejdere, mens den patientnære behandling og pleje stadig underprioriteres.

Så vil nogen måske spørge: Hvorfor har du ikke allerede gjort noget ved dét? Du har allerede siddet i Regionsrådet i 8 år.

Til dét vil jeg svare, at jeg har spurgt ind til hvor meget det administrative niveau er øget, i de senere år – men der var desværre ikke lydhørhed for, at få iværksat en sådan undersøgelse.

Derfor er jeg tilfreds med, at andre nu har lavet den, og jeg er (desværre) blevet bekræftet i min hypotese.

Jeg håber derfor, at et nyt flertal i regionsrådet efter 21. november, vil få iværksat nogle tiltag, så Region Sjællands politik “Værdi for borgeren”, ikke kun er “ord på glittet papir”, men rent faktisk også kan spejles i de handlinger der udføres administrativt.

Dét vil jeg i hvert fald gøre mit til, såfremt jeg får personlige stemmer nok til at blive genvalgt.

Kirsten Rask

Regionsrådsmedlem Region Sjælland (A)

Regions- og kommunalbestyrelseskandidat (Kalundborg)