Af: Kirsten Rask

Hvad er den politiske retning i Kalundborg?

Hvad er den politiske retning i Kalundborg?

Ifølge Nordvestnyt den 1. maj giver borgmester Martin Damm udtryk for, at den bedste politik ikke nødvendigvis skabes i samarbejde med alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen. I stedet præsenterer han og flertalsgruppen – bestående af 14 medlemmer – deres politiske idéer gennem debatindlæg i avisen. Her orienteres både borgere og den øvrige kommunalbestyrelse om retningen for Kalundborgs politik.

Det står naturligvis borgmesteren frit for at vælge sin tilgang. Men det rejser et væsentligt spørgsmål: Hvorfor mener han, at de bedste løsninger opstår ved at holde 13 ud af 27 folkevalgte helt udenfor de politiske aftaler?

Er der en bekymring for, at bredere samarbejde kan ændre eller nuancere resultaterne? Eller er der tale om en mere ensidig magtudøvelse?

Det er forståeligt, at borgmesteren ønsker at kommunikere direkte med borgerne gennem Nordvestnyt. Men er det rimeligt, at en stor del af kommunalbestyrelsens medlemmer først bliver bekendt med den politiske kurs gennem avisen?

Hvis den kommunale administration skal arbejde sammenhængende og målrettet, kræver det en klar og fælles forståelse af den politiske retning. Den opnås næppe optimalt, hvis den primært formidles stykvist gennem presseindlæg.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvilken retning Kalundborg bevæger sig i – men også hvordan den retning bliver til.

 

Kirsten Rask

Medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg (S)