Kategoriarkiv: Region Sjælland

Når patienter og sundhedspersonale siger,

der er blevet mere travlt…..

Så er der noget om snakken……

 For mens antallet af sundhedsfaglige medarbejdere er vokset med otte pct. på ti år, er antallet af administrative medarbejdere vokset med hele 30 pct., viser ny undersøgelse.

I samme tidsrum er de ambulante undersøgelse steget med knap 30% og indlæggelserne steget med 11,5 %

I psykiatrien er de ambulante behandlinger steget med ca 44% fra  2010 til 2015, mens antallet af indlagte er stagneret i samme tidsrum.

Bevares…     der har også været et stadigt krav om 2% produktivitets-øgning, så set på den måde, så skal der jo behandles flere patienter for de samme penge.

Men….

Vi hører beretninger fra patienter og pårørende om, at der ikke er tid til dem, at de ikke får f.eks. mad, medicin og toiletbesøg/bleskift til tiden, og at informationsniveauet kunne være bedre.

Vi hører beretninger om medarbejdere som bryder grædende sammen under byrden af arbejdet, at de ikke kan nå det mest basale, men må nøjes med det allermest påtrængende – hvis det er muligt.

Vi hører beretninger om, at patienterne flyttes rundt på afdelinger, fordi der ikke er plads til dem i dén afdeling, som har netop deres speciale.

For selv om der kommer flere patienter igennem på kortere tid, så betyder det ikke, at behandling, pleje og informationsniveau kan reduceres – tvært imod øges krav og belastninger til medarbejderne proportionalt med patientantallet.

Ikke fordi jeg ikke værdsætter de administrative medarbejdere, eller har noget imod dem, tvært imod. Alle løser vigtige opgaver omkring patienterne – men prioriteringen skal være den rette, så der er de rette medarbejdere til at løse opgaverne, som giver borgerne kvalitet, sikkerhed og tryghed – giver “Værdi for borgerne”.

Så måske skal man i regionerne kigge på, at der ”let” kan findes økonomi til ca. 30% flere administrative medarbejdere, mens den patientnære behandling og pleje stadig underprioriteres.

Så vil nogen måske spørge: Hvorfor har du ikke allerede gjort noget ved dét? Du har allerede siddet i Regionsrådet i 8 år.

Til dét vil jeg svare, at jeg har spurgt ind til hvor meget det administrative niveau er øget, i de senere år – men der var desværre ikke lydhørhed for, at få iværksat en sådan undersøgelse.

Derfor er jeg tilfreds med, at andre nu har lavet den, og jeg er (desværre) blevet bekræftet i min hypotese.

Jeg håber derfor, at et nyt flertal i regionsrådet efter 21. november, vil få iværksat nogle tiltag, så Region Sjællands politik “Værdi for borgeren”, ikke kun er “ord på glittet papir”, men rent faktisk også kan spejles i de handlinger der udføres administrativt.

Dét vil jeg i hvert fald gøre mit til, såfremt jeg får personlige stemmer nok til at blive genvalgt.

Kirsten Rask

Regionsrådsmedlem Region Sjælland (A)

Regions- og kommunalbestyrelseskandidat (Kalundborg)

Sygehusbehandling i hjemmene.

Hvorfor er det altid patienterne der skal bringes hen til sygehusbehandling – man kan lige så godt gøre det omvendt, og bringe behandlingen hjem til borgerne.

Region Sjælland er bl. a. kendetegnet ved, at vi har lange afstande for mange borgere, hen til sygehusene. Dén afstand kan vi ikke gøre så meget ved – men man kan i stedet for bringe behandlingen hjem til borgerne, hvor det er muligt.

Det ligger den socialdemokratiske regionsrådsgruppe på sinde, at vi får den rette behandling, til de rette patienter, til den rette tid og på rette sted.

Region Sjælland og Køge kommune har indgået et samarbejde om et mobilt laboratorium, som er bemandet med en bioanalytiker (laborant) og en sygeplejerske (stillet til rådighed fra kommunen). Den kører som en forsøgsordning til slutningen af dette år, men resultaterne tegner allerede storslået.

Den betyder at ældre på plejecentre og syge borgere i eget hjem, kan få taget deres blodprøve i hjemmet, og der er udstyr i bilen, så ca 50 analyser kan analyseres på stedet, og i samarbejde med hospitalet, kan sygeplejersken iværksætte relevant behandling, som f.eks. at sætte væske op. Det kan betyde, at borgeren kan blive i eget hjem, i stedet for at skulle ind på sygehuset. Noget tyder på, at de praktiserende læger ikke henviser til ordningen så ofte, som de kunne, men det kan vi arbejde på at gøre bedre.

Den socialdemokratiske Regionsrådsgruppe vil derfor foreslå, at ordningen med tiden, udbredes til hele regionen – ikke mindst til Lolland og Falster, som dels har flere syge ældre, dels har en del indlæggelser og genindlæggelser og som også er udfordret af, at den offentlige trafik heller ikke kører alle steder- og i alle retninger.

Vi ser det derfor som et tilbud, som borgerne vil kunne have stor glæde af, når de kan få taget- og analyseret mange prøver i eget hjem, kan få iværksat en del behandling hjemme, ikke så ofte skal indlægges og ikke skal så ofte skal køre mellem hjem og sygehus/sundhedscentre.

Det vil betyde at der kommer større sammenhæng i behandlingen for patienterne, og at de ikke så ofte skal køres rundt på landevejene, hvilket er en yderligere belastning for en ældre og svækket borger – og især hvis man også er lidt dement.

Den Socialdemokratiske regionsrådsgruppe har derfor taget initiativ til at sætte mobillaboratorierne med bioanalytikere og sygeplejersker på dagsordenen nu.

Faktaboks: Der kører også en et mobilt laboratorium i Holbæk, Kalundborg og Odsherred som et samarbejde mellem Region Sjælland og disse kommuner, men der er ikke sygeplejerske med, så der kan ikke iværksættes en behandling på stedet.

Kirsten Rask

Regionsrådsmedlem (A), Kandidat til regionsrådsvalget 2017, Kandidat til kommunalvalget i Kalundborg Kommune 2017